C. F. Hansen var uddannet arkitekt fra København i 1779. I 1782 rejste han til Rom på dannelsesrejse inden han i 1784 kom hjem for at blive landbygmester i Holsten.

C. F. Hansen var født 1756 i København, og han gik på Kunstakademiets arkitektskole fra tiårs alderen, til han forlod den med den store guldmedalje august 1779 for opgaven "en markedsbygning". Under de senere års undervisning var hans professor C. F. Harsdorff, for hvem han iøvrigt nærede stor hengivenhed.

1780 blev han derefter konduktør ved lærermesterens arbejde med Frederik V s kapel ved Roskilde Domkirke. Harsdorff var den store klassicist, der med udgangspunkt i den begejstring og interesse for antikkens bygninger, som kobberstikkeren G. B. Piranesi og kunsthistorikeren J.J. Winckelmann havde grundlagt i Rom ved 1700- tallets midte, førte de nye idealer til afgørende sejr i Danmark. Hans kunstneriske virke havde dog stedse et meget nært slægtskabsforhold til samtidig fransk kunst.

Det var således et meget frugtbart miljø, Hansen fik sin uddannelse i, og dette skal ikke mindst ses under indtryk af, at Harsdorffs forgænger, N.-H. Jardin, der i Hansens tidlige år var den betydeligste arkitekt ved Akademiet, allerede 1754 var blevet indkaldt fra Frankrig for at virke i Danmark. Og med ham havde man fået en af den nye stils bannerførere til landet, hvad der bevirkede, at vi for en gangs skyld kunstnerisk set var med i forreste række.

Romersk inspiration

1782 tog Hansen på den store udlandsrejse, der var en belønning for den opnåede guldmedalje. Af et brev han sendte hjem vides det, at turen gik over Wien, og derfra til Venedig med endestation: Rom. Han kom hjem igen i efteråret 1784. Et af de få direkte vidnesbyrd om kunstnerens ophold i Rom haves fra en hamburgsk arkitekt, F. I. L. Meyer, der 1783 var i byen og traf Hansen og fandt, at denne var anset for den bedste blandt de der studerende arkitekter.

Hvad Hansen især interesserede sig for i kunstens hovedstad, var de antikke bygninger, af hvilke særlig Pantheon gjorde stort indtryk. Ligeledes var han i lighed med sine franske kolleger optaget af Vignolas arkitektur fra midten af l500-tallet. Det gjaldt blandt andet den lille kirke S. Andrea ved Via Flaminia, der da lå uden for byen i helt landlige omgivelser. Ligeledes formodes det, at han på nedrejsen besøgte Venedig og Vicenza og her særligt fordybede sig i Palladios arkitektur, der var samtidig, med Vignolas. Ved sin død 1845 efterlod Hansen sig en imponerende bogsamling med talrige værker om ældre og samtidig arkitektur, og man må formode, at han allerede på sin store rejse er begyndt på at indkøbe disse, som han senere ved sine arbejder i så rigt mål har ladet sig inspirere af.

Noget af det, der har betydet mest for Frue Kirke, er placeringen af en antik bygning som Pantheon, der ligger på den gamle Marsmark, der udgør Roms centrale og tætbebyggede bycentrum. Selve bygningen, hvis navn betyder templet for alle guder, giver svar på de helt grundlæggende problemer i arkitekturen, nemlig sammenføjningen af basiselementerne cylinder, kuppel og kubus. Samtidig var det af afgørende betydning, at Piranesi med sine maleriske kobberstik havde vist, hvor fornemt en sådan bygning kunne virke i en tæt og uregelmæssig by med de muligheder, dette gav for overraskende billeder af klassisk storhed.

Måske skal rejsens relative korthed ses på baggrund af, at arkitekten skulle hjem til en stilling som land bygmester i Holsten. Denne havde han allerede 1782 fået ekspektance på.

Med bopæl i Altona udfoldede Hansen nu en stor byggevirksomhed, dels af officiel karakter som embedsarkitekt, men først og fremmest som privat bygmester for en række af byens velhavende forretningsfolk. Som allerede omtalt nåede hans ry hovedstaden, og i det følgende århundredes begyndelse blev han indkaldt for at løse de mange store opgaver, den brandhærgede by afgav. Det kulminerede i administrativ henseende med hans udnævnelse til overbygningsdirektør 1809.

Da Hansen fik overdraget hvervet at genopføre Frue Kirke, havde han tidligere kun i beskedent omfang beskæftiget sig med kirkebyggeri.

C. F. Hansen og Vor Frue Kirke

C. F. Hansen var den største arkitekt da, Vor Frue Kirke skulle genopføres efter branden i 1807.

Hans snilde fornemmer man bl.a. i forbindelse med udformningen af kirkens tårn

Ved århundredets begyndelse var landbygmesteren i Holsten C. F. Hansen kommet til København og sikret sig alle de store opgaver, som slots branden 1794 og bybranden året efter havde efterladt. Den almægtige arkitekt havde således både Christiansborg Slot og byens Råd- og Domhus underopførelse. 11. januar 1808 befalede kronprinsen (Frederik VI, konge senere dette år) Universitets direktionen, der var Frue Kirkes kurator, at lade C. F. Hansen bese ruinen og udarbejde plan og overslag til bygningens bedste og hensigtsmæssigste istandsættelse. Hermed var den sag klar og ingen anden arkitekt fik den mindste indflydelse på resultatet.

Hansen var ikke sen til at udnytte denne chance. Allerede ti dage senere forelå hans svar, der, skønt det i første omgang omhandlede kronprinsens spørgsmål om istandsættelse, sluttede med følgende betragtning: "At vel kunde der ved at istandsætte Kirken i samme Smag som den forhen havde eller ved at give den en og anden Forandring, hvorved den blev en ulykkelig Mellemting i Arkitekturen, maaske spares 1/3 af hvad der vilde medgaa, naar Kirken omformedes i ædlere og bedre Stil; men da Efterslægten ikke kunde agte paa Besparelsesgrunde, men alene vilde bedømme Bygningen, som den stod for øjnene, saa syntes der ikke at burde sees paa nogen meere Bekostning naaret saa vigtigt Arbejde kunde blive bedre udført."

Argumentationen var kløgtig, og den har gjort det indtryk på højeste sted, som dens forfatter kunne ønske. Ved resolution af 30. december 1808 bifaldt Frederik VI, at Hansen skulle have frie hænder ved valget af arkitektonisk stil. Med denne store opgave har han så arbejdet det næste halvandet årstid. At det trak lidt ud forstår man, når det betænkes, at han i samme tidsrum udarbejdede tegninger til Slotskirken, Metropolitanskolen og mange flere bygninger. I november 1810 modtog Universitetsdirektionen fra Hansen det færdige projekt, der bestod af 11 tegninger ledsaget af nogle kommentarer.

Det lille tårn

Arkitekten var ikke selv tilhænger af tårne, han skriver herom i sin kommentar, at de er levn fra den gotiske tid, og at de "have sjælden en taalelig Form, er i mange Henseender farlige for en By og tjene i det højeste til at underrette den Rejsende om at han nærmer sig en stor Stad. Hos Grækerne og Romerne i Konstens skjønne Dage vare Taarne en ukjendt Bygningsziir; hvor de opførtes som Signaler, vare de simple af massiv Mur, firkantede eller runde." Alligevel var Hansens tegninger til kirken forsynet med et tårn, han har uden tvivl været sig bevidst, at den almindelige opinion anså et sådant for uundværligt ved byens gamle hovedkirke.

Som den taktiske mester han var i at føre sine intentioner igennem, havde han givet to mulige udformninger, dels et, der på grund af sin relativt store højde "regner sig fra den gothiske Tidsalder, det andet derimod vedligeholder renere den valgte græske stil." Han fortsætter, og skønt han selv så afgjort foretrækker det lave tårn, så maskerer han det og lader det i stedet blive et spørgsmål om økonomi, hvilket bygherren, Universitetsdirektionen, nok har forstået at værdsætte.

14. juni 1811 fik Hansens tegninger til kirken kgl. Approbation. Ikke overraskende blev det det foreslåede mindre tårn, der skulle udføres.

Af Susanne Torgard